Historien om Egone.

 

D. 16/7 - 2009 kl. 1 om natten, blev gården vækket af meget uro på folden.  ud og kigge, gik jo i spænding og afventede anden kalvs ankomst.

Der var så kommet en lille kvie kalv, som overhovedet ikke havde  energi, hun lå bare fladt ned, hvilket mor overhovedet ikke fandt okay.

 

det blev besluttede, at give mor og barn 1 time, så skulle der  kigges  igen.

Da jeg kommer ud, er der intet sket, kalven ligger stadig hen, uden at kunne komme op, kunne end ikke løfte hovedet.

Mor var en god gammel garvet ko (med mægtige horn) så der blev  lavet en afledningsmanøvre, og fik fragtet kalven ud fra hegnet, med mors horn 1½ cm bag ryggen.

 

Gode råd var dyre,  erfaringen var ikke stor,  og klokken nærmede sig halv 3 om natten, hvad mon man så lige gør…

Man ringer til vagthavende dyrlæge, som intet kunne (ville) gøre, vi kunne blot se, om hun selv ville, ellers ville hun dø.

 

Så blev der ringet til en livline, (tak Hetta) og fik at vide, at jeg skulle have mælk i hende, hurtigere end hurtig, og det SKULLE være råmælk.

Mor ville absolut ikke lade sig malke, hun var mere end rasende, jeg havde jo stjålet hendes kalv.

 

 

 

Her ligger lille Egone, ny og klar til aflivning.

 

 

Jeg ringede til en lokal ko bonde, som sov sin sødeste søvn, han var ikke til at vække. Men da vi skulle have mælk, startede jeg bilen og kørte derned. jeg fik 1½ liter frossen råmælk med hjem (mange tak Simonsen), frosset i en klump.

Hmm.. ingen flaske, intet havde jeg, det er mange år siden husstandens børn brugte flaske, og jeg havde jo købt nogle dyr, som kunne klarer sådan noget selv. Så vi vækkede en mere (tak Søren) og lånte flaske og sut.

 

Så blev der varmet noget mælk, men den lille kalv kunne ikke sutte, hun havde ingen sutte evner overhovedet.

 Hun lå i græsset, pakket ind i en trøje og lignede en, som helst ville have lov at dø i fred.

 

 Kom så på den tanke, at jeg havde små engangssprøjter liggende, så jeg sugede få ml. op i en sådan, og sprøjtede ind i munden. Det halve blev sunket, resten rendte ud.

jeg fortsatte, igen og igen, havde da fået lært, at skulle kalven have en chance, så skulle der råmælk i hende, og gerne hurtigt, klokken var nu 5.

 

jeg kæmpede videre, følte mig temmelig alene, uden erfaring eller andet, måtte famle mig frem.

Da dyrlæge, som slet ikke vidste han var min dyrlæge, var klar ved tlf. fik jeg fat i ham. Han ”dømte”  kalven død, da den hverken kunne holde sit eget hoved og overhovedet ikke støtte på benene, var som en slaskedukke.

Han ville komme og aflive.

 

Jeg kom i tanke om, at jeg i bladet havde læst en historie om en kalv, som først gik da  – ja tror den var en uge (måske mere), men så kunne den gå.

Kunne huske billedet af kalven, hængende på en halmballe. Mindes nu, at den historie endte tragisk, men det var en anden historie.

 

Jeg ringede til en vildt fremmed, fundet på nettet, tænkte at man som avler måske vidste noget, det gjorde hun dog ikke, anbefalede aflivning. Ringede så til Jørn Uhre, som desværre ikke var hjemme.

Dyrlægen kom, han sagde, at den lille kalv med garanti havde en blødning i lillehjernen, det ville aldrig gå over, den ville aldrig komme til, at kunne holde sit eget hoved og aldrig få styr på sine ben.

Han sagde også, at den havde et defekt kranie, hvis man trak en linje fra mulen til kraniet, op ml øjnene, så var der en hulning, og ikke en lige linje, det var tegn på hjerneskade, samt at hun var født 3-4 (måske 5) uger for tidligt. Aflivning var vejen frem.

 

Jeg fortalte, om omtalte kalv i bladet, spurgte om vores kalv led. Det gjorde den ikke, og vi kunne da godt give den chancen, hvis jeg insisterede – hvilket jeg så gjorde.

Den fik et skud penicillin, div vitaminer og b-vit som man gav, ved hjerneproblemer.

 

Men vi kunne godt vente med øremærkning, for den ville dø….

 Fortsatte med mælk i engangssprøjte, få ml ad gangen. Guderne skal vide, hvor man kommer til at stinke at råmælk, når man fodrer på den måde.

 

Da jeg nåede ud på eftermiddagen ringede Jørn Uhre tilbage, han var just kommet hjem fra ferie. Fik gode råd, det var virkelig meget vigtigt for mig, at få erfaring fra en i den grad garvet Skotteavler – mange mange tak Jørn, det var guld værd, at få din vurdering af kalven og moderen (hun havde selvfølgelig ikke smidt moderkagen, hvorfor nøjes med et problem).

 

Senere på eftermiddagen, da kunne kalven stå alene, vaklende, men den kunne stå på sine ben, så valgte jeg at døbe hende, da hun nu havde vist sådan en kampgejst.

Hun blev døbt Mellemhavens Egone, opkaldt efter en gæv tidligere statsministerfrue..  Var da kommet over på flasken, sutte refleksen var ikke særlig god, men det kunne gå.

 

 

Så kunne Egone for første gang stå selv.

 

Mor stod på marken og kaldte og kaldte, mit hjerte blødte, for det eneste jeg så gerne ville var, at forene mor og kalv.

Kalven svarede mor, på hvert eneste kald.

 

Den  næste dag, da vejede jeg kalven, hun vejede 19 kg. men nu kunne hun gå få skridt, usikre – men hun tog et par skridt.

Herefter, så gik det fremad, kun fremad – og det gik hurtigt.

 

Da kalven var 4 dage, drak hun store portioner mælk, hun kunne rejse sig selv, hun kunne lægge sig igen, hvilket var kravet, for at hun kunne forenes med mor.

 

 

Egone på usikre ben, men de virker.

 

Så hun kom ud til mor, og mor havde i den grad overhovedet IKKE glemt, hvem kalven var, mor var bare så meget mor, at det var så skønt at se.

Kalven syntes dog ikke, at mor var særlig spændende, før efter et par dage, da der kom nærkontakt med hegnet, så var mor den bedste i verden.

 

 

Nu med øremærker, bemærk størrelsen kontra ørene.

 

jeg fortsatte med tilskudsmælk i nok en uge, teknikken med fri mælkebar, den var svær at lærer. Men der blev virkelig gået til den, i forsøget på at lærer det, så efter 1 uge, indstillede jeg mælkeleverancen, og  har ikke givet noget siden.

I dag, har jeg en stor, meget stærk, frisk, fræk og dejlig kalv, hun er blevet SÅ flot stor, hun drikker så meget mælk, løber vildt stærkt, ja vi har en rigtig skøn Skotte kalv, som i den grad er kommet efter sin bøvlede start.

Så hermed en kæmpe tak til dem som stod mig bi, dem som havde gode råd, erfaring og som troede på min ide, samt mange tak for historien i bladet tidligere.

Havde jeg ikke læst den, havde jeg ikke anet, at det kunne gå godt, hvilket jeg går ud fra, at billederne viser det gjorde…

 

 

 

Egone og mor - det var lykkens dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

mellemhaven.dk © 2010

www.mellemhaven.dk